Folkeskolen

Det er vigtigt, at vi har et uddannelsesniveau i absolut topklasse. Vi har store forventninger til vores folkeskole. Det er den største og vigtigste samfundsbærende institution i Danmark, og kommunens klart vigtigste opgave.

Den danske kultur i folkeskolen
Folkeskolen er den vigtigste kulturbærende institution i Danmark. Det er i høj grad i skolen, børnene lærer den danske historie og kultur at kende. Sådan skal det også være fremover. Børnene skal naturligvis kende deres egne og det danske samfunds rødder. Det er den eneste måde at forstå, hvorfor Danmark ser ud, som det gør. Uanset om man har danske forældre eller ej.

Vi betragter det som en selvfølgelighed, at danske folkeskoler eksempelvis følger den ’danske’ kalender i stedet for at holde fri på fremmede religioners helligdage, ligesom det er en selvfølgelighed, at danske folkeskoler lægger vægt på dansk historie, danske sange og dansk litteratur. Folkeskolens værdigrundlag skal ikke være multikulturelt, men hvile på danske værdier. Eleverne skal naturligvis have en solid viden om andre religioner end kristendommen, om andre lande end Danmark og om andre kulturer end den danske, men den danske folkeskole er og skal vedblive med at være dansk.
Folkeskolen skal også bygge på danske traditioner og værdier, for der er kun ved at kende sin egen baggrund, kultur, historie og religion, at man bliver bedre til at begå sig internationalt.

Folkeskolen skal som kulturbærende institution være rummelig, men for både samfundet og for det enkelte elev er det vigtigt, at det faglige niveau højnes – vi kan ikke være andet bekendt.

Inklusion af børn med særlige behov i almindelige klasser skal være båret af det enkelte barns behov, men skal også tage hensyn til helheden og inklusionen må aldrig være båret af en rigid kvantitativ målsætning.

Modersmålsundervisningen i andet end dansk hindrer en god assimilation
Folkeskolen skal integrere børn med indvandrerbaggrund – ikke fastholde dem i parallelsamfund. Modersmålsundervisning i Danmark skal foregå på dansk. Modersmålsundervisning i andre sprog end dansk må stå for forældrenes egen regning.

Heldagsskoler er ikke løsningen
Vi er ikke tilhænger af heldagsskoler, hvor eleverne holdes i skole til langt ud på eftermiddagen, og skolegangen blandes med fritidsaktiviteter. Børnene skal have fri, når dagens lektioner er overstået, så de selv og deres forældre kan bestemme, om de vil gå til fodbold, dans eller i fritidshjem. Det skal kommunen ikke bestemme.

Vi er naturligvis tilhængere af frivillige lektiecaféer som eleverne kan benytte, men det skal ikke være politikere på Christiansborg eller på Rådhuset, som tvinger samtlige elever til at sidde i lektiecafé.

Resultatløn til lærere og skoleledere
Vi konservative har allerede fået indført resultatløn for skolelederne. Det vil vi fastholde, således at den gives på baggrund af både kvantitative og kvalitative målsætninger. Vi skal også give skolelederne reel mulighed for at lede, således at alle væsentlige beslutninger træffes decentralt på den enkelte skole. Skolelederne skal have reel mulighed for at udvikle og anvende almindelige ledelsesværktøjer og have mulighed for at belønne den dygtige ansattes gode præstation.

Vi ønsker mulighed for resultatløn også for lærerne, så de lærer der formår at gøre børnene glade og dygtige, bliver belønnet for deres indsats.

Lektiefri skoler gavner ikke indlæringen
Lektier er sunde. De giver forældrene mulighed for at engagere sig i børnenes skolegang og lærer eleverne at arbejde selvstændigt og giver mulighed for fordybelse i fagene. Lektiefrie skoler er en bjørnetjeneste for eleverne, da de mødes med krav om lektielæsning senere i livet. Derfor er vi modstander af lektiefri skoler, men dog ikke mere, end at den enkelte skoles bestyrelse kan træffe beslutning om det.

Privatskoler
Vi ønsker, at folkeskolen skal være det naturlige valg for forældre og børn, men vil også understøtte private tilbud bedst muligt, for tusindvis af børn har glæde og gavn af at gå i privatskole i København. Og det valg skal vi ikke tage fra dem. Privatskolerne giver forældre et valg og sikrer, at folkeskolerne hele tiden er nødt til at strenge sig an for at vinde konkurrencen om at tiltrække elever.

Vi skal derfor ikke tvinge forældrene til at vælge folkeskolen ved at bekæmpe privatskolerne. Vi skal derimod hele tiden gøre folkeskolen bedre, så den er mindst lige så god som privatskolerne. Det er helt forfejlet at forsøge at skære privatskolernes tilskud ned eller på andre måder bekæmpe dem.

Åbenhed om resultater
Der skal være fuld åbenhed om skolernes, både private og folkeskoler, resultater. Det er ligesom alle andre steder vejen til at forbedre og udvikle sig. Resultaterne fra skolernes afgangsprøver, nationale tests og tilfredshedsundersøgelser skal være nemt tilgængelige for offentligheden, ligesom folk nemt skal kunne se, hvad den samlede fraværsprocent er for elever og lærere på hver skole. En konkret målsætning er, at de københavnske folkeskoler i 2021 skal have halveret andelen af funktionelle analfabeter.

Konkret foreslår vi derfor at:
* Udvidelse af resultatløn til også at omfatte lærerne.
* Der oprettes et website med oversigt over alle nøgletal for folkeskolerne i København, så der er fuld åbenhed
* Privatskolernes tilskud fastholdes
* Heldagsskolerne nedlægges
* Lektiefri skolegang afskaffes
* Folkeskolerne holder fast i at eksempelvis skolernes fridage og omgangen mellem kønnene baseres på danske normer og kultur
* Offentligt betalt modersmålsundervisning i andet end dansk afskaffes og erstattes af flere dansktimer til indvandrerbørnene
* i 2021 er andelen af funktionelle analfabeter fra de københavnske folkeskoler halveret