Anders Løve Kyhl

Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation

Lidt om mig
Jeg er 41 år og født og opvokset i Hørsholm men har boet i København de sidste 20 år. Sidste år mistede jeg desværre mit arbejde i Norwegian Air Shuttle. Sideløbende med arbejdet, har jeg studeret en cand.scient i Human Ernæring, som forventes afsluttet i 2021. Jeg dyrker sport og bruger vores by’s kulturelle tilbud og så elsker jeg, at København er omkranset af vand og natur. Og nårh ja, jeg er selvfølgelig FCK fan.

Derfor stiller jeg op
Jeg ønsker at gøre en forskel. En forskel forankret i den konservative værdi, at vi skal have mere selvbestemmelsesret over vores eget liv. Dette sammen med en dyb respekt for vores velfærdssamfund, hvad det gør for os og specielt hvad det gør for de svageste.

Mærkesager
Fremtiden – en grøn dagsorden med respekt for vores historie:

– En ambition om den mest CO2 neutrale hovedstad i hele verden, kloge valg som skal give mening
– Bedre sammenhæng mellem nye og gamle bydele
– Mere og endnu bedre metro som tilbud og ikke på bekostning af cykel, bil, m.v.
– Bedre mulighed for at bruge naturen og udforske udelivet i vores by
– Fortsætte med at levere verdens bedste cykel-by
– Udeliv i et land med vekslende vejr er ikke altid let, men vores by skal kunne bruges 365 dage om året
– Tiltrække store internationale firmaer, som ønsker at være med til at skabe og udvikle vores by med flere arbejdspladser til følge
– En ambition om den sundest og mest aktive kommune i landet

Kulturarv – en vigtig del af vores eksistens:
Vi har en særdeles spændende og værdifuld historie, lige fra biskop Absalon til Kongehuset og andre spændende begivenheder gennem tiderne. Det er derfor vigtigt at vi bevarer og fremviser vores historie med de genstande og nye teknologiske muligheder vi har, både for børn, unge og voksne.

LGBTQ – en by for alle:
Vi skal være foregangshovedstad og vise, hvilken gevinst det er med mangfoldighed. Børn og unge, som tidligt begynder at mærke forskellen og forstår de er homoseksuelle, oplever at det kan være svært at ”være sig selv”. Det er forkert når homofobi fortsat hører til normalen, specielt indenfor visse sportsgrene, selvom det ikke er tilsigtet. Det skal være trygt at vokse op og dyrke sport – også som homoseksuel.

Parkeringslicenser – nej tak til forskelsbehandling:
Det skal ikke koste mere at parkere sin bil i f.eks. Ørestad og Nordhavn end på brokvarterene. Parkeringspriserne for en beboerlicens skal være ens og bør ikke koste borgerne op mod 15 gange så meget fra bydel til bydel. Parkeringslicenserne er generelt blevet for dyre.