Ældrepleje

De ældre, der ikke kan klare sig selv, skal sikres en ordentlig omsorg og pleje, så de har en værdig tilværelse.

Ældre

Det betyder at vi skal have en velfungerende hjemmehjælp hvor det skal være de samme 3-4 personer, den ældre medborger får besøg af, så man ikke får en opfattelse af at ens bopæl minder om Hovedbanegården. Dette kan blandt andet sikres ved at overlade mere drift til mindre hold af ansatte, som så får ansvaret for et bestemt område, hvor de selv skal stå for at lave vagtplaner, ferieplaner med videre. Derved får den enkelte medarbejder mere indflydelse på sin hverdag og mere ejerskab til plejen af de ældre.

Når det ikke længere er muligt at klare sig i eget hjem, skal kommunen sikre, at man indenfor kort tid, tilbydes en plejebolig.

Hjemmehjælp til praktisk hjælp, som fx. rengøring af bolig, indkøb af madvarer og forbrugsgoder, ledsagelse til aktiviteter udenfor hjemmet og lignende, skal gøres indtægtsbestemt. Og naturligvis skal man kunne vælge mellem privat eller kommunal hjemmehjælp.

Plejehjem
En bolig på plejehjem skal være som ens eget hjem i trygge omgivelser og hvor man får den nødvendige hjælp, så man kan gøre de ting i hverdagen, der er vigtige for den enkelte. Der skal gives en værdig pleje med respekt for beboeren. Vi ønsker fokus på god ledelse og uddannelse af personalet. Flere kommunale plejehjem skal overgå til at være selvejende. Det giver mere frihed til at indrette sig efter de særlige behov, der kan være på det enkelte plejehjem. Dagligdagen for plejehjemsbeboerne kan forekomme lang og ensformig. Det er vigtigt med inddragelse af pårørende. Ligeledes ønsker vi, at plejepersonalet tager de ældre med på udflugter samt at plejehjemmenes fællesarealer kan bruges af foreninger og andre frivillige således at beboerne kan tilbydes adspredelse via civilsamfundet.
For at sikre et godt og varieret udbud af plejehjem, vil vi arbejde for at gøre det lettere at stifte og drive private plejehjem. Hvis man som ældre ønsker at flytte ind på et privat plejehjem, vil man naturligvis få et tilskud med svarende til den gennemsnitlige plejehjemsplads i Københavns Kommune, og så selv skulle betale en eventuel merpris.

Sammenhæng fra hospital til kommune
Kommunerne overtager flere og flere opgaver fra hospitalerne. Derfor vil vi arbejde for, at der er en langt bedre koordination mellem hospitalerne, som drives af regionen og de kommunale sundhedshuse, plejepersonale og andre, som er involveret i den enkelte patient. På den måde vil vi sikre, at ingen patienter tabes på gulvet eller ender mellem to stole. Tilsvarende skal patienten også oplyses om, hvilken pleje og hjælpemidler denne skal have efter udskrivelse fra hospitalet samt hvem, der skal levere de påkrævede ting.

Hvis man er færdigbehandlet på hospitalet, men ikke i stand til at klare sig i eget hjem, skal man straks kunne tilbydes en midlertidig plejeplads i kommunen og derved frigøre en hospitalsseng.

Hele tanken er, at patienten skal sættes i centrum for behandlingen og ikke stive faglige strukturer eller ansvarsfraskrivende forvaltninger. Hvilket desværre alt for tit er det, som sker i dag. Derfor skal patienten have en primær kontaktperson tilknyttet i hele forløbet og denne – patientens ambassadør – skal sikre, at ingen ender som kastebold mellem forskellige og modsatrettede hensyn og opfattelser.

Handicaptilgængelighed i byen og i trafikken
Der skal til stadighed være fokus på, at borgere med funktionsnedsættelse kan færdes selvstændigt. Det betyder, at der skal tænkes i niveaufri adgang til bygninger og kollektive trafikmidler.

Forebyggelse og sundhedsfremme
Der skal sættes mere fokus på forebyggelse, for det er bedre end at behandle. Det skal ikke ske gennem formynderi hvor det personlige ansvar udviskes og selvrespekten dermed tabes. Forebyggelsen skal ske gennem objektiv oplysning til borgerne, især i folkeskolen, om de negative indvirkninger på ens liv, hvis man ikke dyrker motion, hvis man ryger tobak, tager snus, drikker meget alkohol og ikke mødes fysisk til socialt samvær. Det er vigtigt, at der hele tiden gås efter forebyggelsesmetoder der virker. Et forebyggelsescenter i regionen kunne være et videnscenter, som kommunerne kan hente inspiration fra.

 
København skal fungere i hverdagen