Lynetteholm

Lynetteholm - fremtidens bydel.

Vi byder anlæggelsen af Lynetteholm velkommen

Lynetteholmen er en del af løsningen på fremtidens klimaudfordringer.

Den nye ø, Lynetteholm, skal anlægges ved indsejlingen fra Øresund til Københavns havn og rundt om det gamle forsvarsfort Trekroner. På den måde udgør Lynetteholm et moderne forsvarsværk for København – nu ikke mod en fjendtlig flåde, men mod stigende vandmasser. Der er da også bred politisk opbakning fra et stort flertal i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation, idet Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale, Liberal Alliance og Konservative støtter forslaget.
Modsat Alternativet og Enhedslisten som mangler at fortælle, hvordan de så vil beskytte København mod vandstigninger.

Udover at beskytte København mod stigende vand, vil Lynetteholm også:
• Give København den havnetunnel som vil få trafik udenom Københavns Centrum
• Give København mere Metro som igen vil betyde færre biler
• Give os en naturpark på 60 ha
• Skabe plads til boliger til 35.000 kommende københavnere
• Være depot for overskudsjord som øen bygges på

Stormflodssikring
København vil om små 100 år forventeligt stå under vand 5-10 gange om året pga. stigende vandstand i verdenshavene. Lynetteholm skal, sammen med en sluse mellem havnen og Øresund, sikre København imod oversvømmelser fra nord, således havnen kan spærres af.
Christianshavn og området omkring Hovedbanegården er noget af det lavest liggende i København og hvis Hovedbanegården og Metroen oversvømmes, skal alle elektriske installationer forventeligt skiftes, tunneller og skinner skal renses for mudder og det vil koste mange milliarder og tage flere år at udbedre.
Udover den kritiske infrastruktur vil også mange af de gamle huse i det indre København ikke kunne holde til oversvømmelse gennem flere dage og mange indbyggere skal jo også evakueres.
Vi skylder at passe på København og københavnerne og derfor kan vi ikke bare lade stå til. Vi skal sikre København for fremtiden.

Havnetunnel
Lynetteholm skal skabe forbindelsen fra Nordhavn til Amager, så København kan få den østlige omfartsvej som vi har efterlyst i så mange år. En havnetunnel vil lede meget af den gennemkørende trafik uden om det centrale København. En havnetunnel vil give mere plads på gaderne i det centrale København til cykler, gående og lokaltrafik. Vi skylder København at lette byen for den gennemkørende trafik så vidt det er muligt.
Lynetteholm skal skabe dels plads og økonomi til at bygge en havnetunnel gennem salg af de byggegrunde, som al kommunens overskudsjord vil skabe i form af Lynetteholm.

Mere Metro
Som nævnt vil salget af byggegrund på Lynetteholm finansiere mere Metro i København herunder den meget efterspurgte hospitalslinje, hvor vi forbinder Herlev, Bispebjerg, Rigshospitalet og Hvidovre med Metro. Vi konservative har en vision om Metro til alle bydele i København, så man kan komme hvor som helst i København på en halv time. Ved at lægge mere kollektiv trafik ned under jorden, bliver der også bedre plads over jorden – og mange busbaner kan bruges til andre formål som kan sikre bedre trafikafvikling.

Ny park
På Lynetteholmen er der planer om at anlægge en ny stor park på 60 ha – det svarer til en park på størrelse med Fælledparken og dertil også en ny lækker sandstrand.

Flere boliger
Der er mange, der gerne vil bo i København, og befolkningstallet stiger og stiger. Der er mange unge familier, der gerne vil blive i København, også når de får barn nummer et og nummer to. Derfor skal der bygges flere boliger. Vi konservative er skeptiske overfor at bygge endnu tættere i de eksisterende bydele. Derfor er vi glade for, at der bliver plads til mange nye københavnere på Lynetteholm hvor der vil være plads til 35.000 samt et stort antal arbejdspladser.

Plads til overskudsjord
Lynetteholmen anlægges med den overskudsjord som kommer gennem udbygningen af byens Metro og nye byggerier i København og på Frederiksberg. Kommunen har pligt til at anvise plads til, hvor overskudsjord kan anbringes. Ved at anlægge Lynetteholmen kan kommunen anvise et sted til overskudsjord og tjene penge på at sælge de byggegrunde, der kommer ud af anlæggelse af Lynetteholmen.
Der skal ikke køres mere jord væk end i dag. Det er samme mængde som hidtil. Hvis jorden ikke skulle køres til Lynetteholmen, har kommunen pligt til at anvise et andet sted til overskudsjord, så der kommer hverken mere eller mindre overskudsjord eller jordkørsler.

 

København skal fungere i hverdagen